Sporten hyldede Danmarks udsendte og skal nu hjælpe veteraner i job
Sammen med DIF Soldaterprojekt har 47 klubber fra Metal Ligaen, Herreligaen, NordicBet Liga og 3F Superliga lagt græs, halvgulv og is til hyldesten af danske veteraner og deres indsats for Danmark som udsendte.
Bannere, maskotflag, midtercirkler og gulvreklamer har rejst landet rundt for at kunne stadfæste indsatsen og være fysisk baggrundstæppe til de mange vigtige ord og kampe, som har været dedikeret til veteranerne, der sammen med ægtefæller, børn og forældre har været samlet om at modtage sportens store hyldest.
En indsats, der vækker anerkendelse helt oppe i toppen af Forsvaret.
”Med Veteran Match har Danmarks Idrætsforbund sammen med sporten, kommunerne og civilsamfundet skabt et vigtigt initiativ, der anerkender de danske veteraner, der er rejst ud i verden for at kæmpe for vores sikkerhed. Sporten har en særlig rolle i vores samfund, fordi den binder os sammen og giver os livskvalitet. Både når vi dyrker den i lokale klubber og fællesskaber, og når vi følger vores hold fra tilskuerpladserne. Derfor glæder det mig, at netop sportens fællesskaber støtter op om og hylder Danmarks veteraner og deres pårørende”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
En af de knap 2000 veteraner og pårørende, der henover september bookede billet til dansk topidræts store hyldest, er veteran Jimmi Povlsen. I september fik han overrakt Medaljen for Fortjenstfuld Indsats for den forskel, han er med til at gøre for danske veteraner, og for ham er det essentielt, at landets oversete helte får et klap på skulderen. Noget som han selv har oplevet til flere hyldestkampe.
“Det har været fantastisk at se, hvordan man fra sportens verden har været med til at gå forrest i at udbrede budskabet om veteraner. Anerkendelse er vigtigt. Og det er måske også vigtigere for nogle veteraner end andre. At opleve som veteran, særligt hvis du er skadet, at der står et helt stadion og klapper ad den indsats, du har bedrevet med dine kammerater, det er så vigtigt.”
Klubber er drivkraften
Veteran Match er udviklet af DIF Soldaterprojekt fra Danmarks Idrætsforbund. Men i takt med klubbernes og kommunernes stigende engagement er der sat et ekstra aftryk på indsatsen, der nu har kørt på landsplan tre år i træk.
”Vi er simpelthen så taknemlige for at arbejde med et så velvilligt og passioneret klubmiljø, der endnu en gang viser, at der findes andre og større ting end point i tabellen. Det fordrer en hyldest, som er helt unik, fordi den på en anden og dybere måde end skåltaler når ud til veteranerne. Det skylder vi en stor tak,” siger Frans Hammer, næstformand i DIF.
Initiativerne har bl.a. ledt til trompetfanfare i Lyngby BK, specialdesignede hockeytrøjer i Esbjerg, 200 veteraner og pårørende på lægterne i Aalborg samt auktionssalg af mange klubbers unikke Veteran Match-spillertrøjer, hvor overskuddet går til DIF Soldaterprojekts godt 50 Safe Zones over hele landet, hvor fysisk og psykisk skadede veteraner kan mødes og dyrke idræt og sunde fællesskaber.
Jobmatch
De 47 hyldestkampe på tværs af fire ligaer er nu afviklet, men veteranarbejdet er langt fra færdigt. Klar står nu fem kommuner fordelt over landet til i samarbejde med DIF Soldaterprojekt og Veterancenteret at facilitere jobmatch for veteraner i et gensidigt partnerskab. Det er Veteran Match-konceptets andet ben, hvor veteraner bliver matchet med det lokale erhvervsnetværk fra de professionelle klubber fra ovennævnte ligaer med henblik på at komme i beskæftigelse.
Netop dette samarbejde er med til at støtte de veteraner, der har sværest ved selv at række ud og skabe kontakt til en arbejdsgiver. Partnerskabet gør, at virksomhederne på forhånd bliver klædt på til de skånehensyn veteranen kan have, så de kan være bedst mulig forberedt på introduktionen af deres nye medarbejder. Derved bliver partnerskabet en brobygning mellem arbejdsgiver og veteraner.
”Anerkendelse er enormt vigtigt, men nu begynder noget af det arbejde, der virkelig kan ændre livet for den enkelte veteran. Vi ser frem til at bygge videre på nogle stærke samarbejder i lokalmiljøerne, som veteraner og virksomheder kan nyde godt af.” siger Frans Hammer.
De lokale jobmatch bliver afviklet i Viborg Kommune, Københavns Kommune, Ringsted Kommune, Næstved Kommune og Aarhus Kommune, mens yderligere nogle kommuner kan blive tilføjet i den kommende tid. Beskæftigelsesindsatsen starter op i løbet af oktober og november.
Fakta
Så mange klubber deltog
- Alle 12 3F Superliga-klubber
- Alle 12 NordicBet-klubber
- Alle 9 Metal Liga-klubber
- 12 ud af 14 Herreliga-klubber
- HC Midtjylland og Skive FH fra 1. division håndbold
Disse kommuner deltog
Fredericia, Haderslev, Horsens, Herning, Kolding, København, Næstved, Odense, Randers, Ringkøbing-Skjern, Ringsted, Varde, Vejle, Furesø, Viborg, Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Skjern
Skriv et svar