Prisoverrækkelse: Veteraner hædrer Sisse fra Starbucks

Prisoverrækkelse: Veteraner hædrer Sisse fra Starbucks

 

Veterankortet.dk, der tilbyder tidligere udsendte soldater rabatter hos en lang række firmaer, uddeler diplom og hædersgaver til Sisse Skriver Krattrup, der leder Starbucks i Aalborg Storcenter.

02. jan 2020, kl. 06:45

PER HARDER HØJBJERG
Journalist

Efter kun et år har veterankortet.dk fået knap 50.000 tidligere udsendte soldater, som medlemmer. Det betyder, at de kan få særlige rabatter hos snart 300 firmaer landet over. Særligt Starbucks i Aalborg har dog gjort indtryk på soldaterne.

– Sisse, der leder butikken, har gjort et kæmpe indsats for, at vi veteraner kan få en god oplevelse, når vi kommer på Starbucks i Aalborg Storcenter. Hun virker lidt som en mor for os og kan finde på at skrive en særlig tak på kaffekoppen for vores indsats, og det betyder rigtig meget for soldaterne at få den anerkendelse, siger Jimmi Povlsen, der står bag veterankortet.dk.
Bare det, at der er nogen, der siger tak til os, det er rigeligt for mig. Der har jo været mange år, hvor vi
ligesom har været i glemmebogen…

– Morten Møller, tidligere udsendt soldat

Derfor overraskede en delegation af tidligere udsendte soldater forleden Sisse Krattrup med diplomer og gaver fra veterankortet.dk, som en særlig tak for Sisses hjertelige måde at møde soldaterne på.

En gestus hun blev både glad for og rørt over:

– Jeg synes bare, at det er dejligt, at sige tak for den store indsats, de gør for os, så det betyder meget for mig, at de er glade for det, jeg laver herude i Storcenteret. Jeg bliver da personligt berørt, når de på den måde kommer og overrasker mig, siger Sisse Krattrup.

Ud over et personligt diplom og et til Starbucks i Storcenteret havde soldaterne også en særlig flaske rom med fra en af kortets andre støtter
A.H.Riise – og så selvfølgelig et par kaffekopper med veterankortet.dk’s eget logo på. Manden bag kortet håber, at endnu flere firmaer end de snart 300 på listen, vil melde sig under fanerne.

– Det er gået rigtig godt med at få udbredt kendskabet til veterankortet.dk, men der er stadig cirka 25.000 tidligere udsendte, som vi gerne vil have med. Så håber vi, at der også kommer flere firmaer, der kan se en fordel i at arbejde sammen med os og ad den vej give anerkendelse til soldaterne, siger Jimmi Povlsen.

Det betyder noget, at få et skulderklap for sin indsats

Morten Møller var selv udsendt på Balkan i 1992, og selv om det efterhånden er mange år siden, er han taknemmelig for at få kredit for sin indsats dengang:

– Jeg står her og bliver helt rørt igen. Bare det, at der er nogen, der siger tak til os, det er rigeligt for mig. Der har jo været mange år, hvor vi ligesom har været i glemmebogen, men jeg er stadig stolt af at have været udsendt for Danmark, og jeg ville gøre det igen i morgen, hvis jeg kunne komme afsted med det, siger Morten Møller.

Per Frederiksen, der er formand for bestyrelsen på Veteranhjemmet i Aalborg er glad for den anerkendelse, som støtten til veterankortet.dk giver de tidligere udsendte soldater:

– Det er jo ikke noget, man går og tænker over i hverdagen, men det betyder da meget, at man får et skulderklap for den indsats man har gjort. Jeg synes, det er dejligt, at firmaer i Danmark har overskud til at stoppe op og sige tak for, at vi ville rejse ud og sikre, at der blev fred og ro i flere brændpunkter i verden, siger Per Frederiksen.

For mange veteraner er Sisse Krattrup årsagen til, at de kommer flittigt i Starbucks, og hun måtte da også uddele krammere til hele delegationen fra veterankortet.dk:

– Det er en dejlig følelse at gå på juleferie med, og ja! Jeg er da også helt forelskede i dem, siger Sisse Krattrup.

Veterankortet.dk har ikke noget med Forsvarets officielle Veterankort at gøre, men er en privat hjemmeside, der har forhandlet aftaler og rabatter med forskellige virksomheder, der gør, at det er muligt at få rabat ved fremvisning af Veterankortet.